
Lewanika Humusha blev født hos Kennel Lewanika i Kasted ved Aarhus den 28. juli 2011 hos Helle og Sophie Lauridsen. Hun er den førstefødte ud af et kuld på 11 dejlige hvalpe.
Musha er samejet med Helle og Sophie Lauridsen og det er Helle og Sophie der har valgt hende ud. Musha skal være min første avlstæve. Qua deres mangeårige erfaring spottede de den tæve i kuldet som de mente ville udvikle sig bedst i forhold til planen om udstilling og avl. Musha har det smukkeste hoved. Mørkebrune kuglerunde øjne, sort næse og maske. I en alder af 1½ år er hun 65 cm høj, vejer 33,8 kg og efterhånden begyndt at lægge fin fylde på.
Musha har et dejligt temperament. Hun elsker sin familie højt og har en RR´s naturlige reservation overfor nye mennesker. Hun er godt socialiseret og tager det meste i stiv arm. Hun er vagtsom og passer på familien og matriklen. Hun er ret kvik og nem at træne med. Hun synes det er sjovt og en lækker godbid kan få hende til nærmest hvad som helst. Det sjoveste hun nogensinde har lavet er, at hun en aften hvor jeg i køkkenet havde trænet lidt "musemåtte" med hende. Når hun sætter poten på den lille måtte får hun en godbid. Vi træner altid få gentagelser og sikre at slutte med succes, så efter ti gange lagde jeg måtten til side. Men næ nej. Så let skulle jeg ikke slippe. Musha gik resolut hen til hylden, trak måtten ned på gulvet og satte en pote på den. Det er da en kvik hund ;)
Hun har været udstillet siden hun var hvalp rundt om i Danmark samt en enkelt gang i Sverige. Jeg træner lydighed med hende samt går schweiss spor.